Saithan
MEMBER
- Joined
- Oct 19, 2010
- Messages
- 3,771
- Reaction score
- 1
This article is from a danish newspaper and it's quite long, but I read through it and when I reached a paragraph describing how the terrorists rule and crush people criticizing them I thought it's necessary to post this here and show how other media view what's going on:
I kurdiske Rojava flokkes vestlige aktivister for at deltage i realiseringen af et nyt idealsamfund. De sammenligner sig med forsvarerne af republikken under Den Spanske Borgerkrig. Men hvordan realiserer man en radikal utopi i et samfund truet fra alle sider, i konstant kampberedskab og med borgere, der har andre tanker? Og hvornår bliver et utopisk samfund til et totalitært?
Jeg ville ændre mig, jeg ville være et nyt menneske. Jeg så indflydelsen fra det kapitalistiske system. Jeg så min egen andel i undertrykkelsen, især af kvinder. Hvis man er en del af denne revolution, kan man se, hvordan markedsliberalismen fremmedgør folk. Hvordan det er umuligt at … agere ... som borger i samfundet? At det er umuligt være det menneske, man gerne vil være?«
Heval Jiyan leder efter ordene og rykker uroligt i plasticstolen i jagten efter det mest præcise ord på et næsten glemt sprog. Klør sig i det tynde, nærmest pubertære overskæg under kraftige briller, med lange smalle fingre, som trods rifter og hård hud snarere ser ud til have danset hen over en Macbooks tastatur end holde om den slidte AK 47, der er stillet op ad muren.
Han har været soldat i YPG – en forkortelse af Folkets Beskyttelsesenheder – i tre år, og hans kurmanji – nordkurdiske – virker mere flydende end hans engelske og til dels hans tyske modersmål. Han ankommer til frokosten under den tårnhøje silo midt i det afbrændte ingenmandsland mellem Islamisk Stat og det autonome kurdiske områder – med udsigt mod Raqqa og Islamisk Stats positioner få kilometer væk – lidt senere end sine mellemøstlige våbenbrødre og skiller sig ud fra dem. Ikke bare med sin hvide vestlige hud, men også ved sin alvor. Han spørger, ikke uvenligt men nysgerrigt, hvad vi laver her, nikker konstaterende, da vi fortæller at vi er journalister, ikke aktivister.
»For jer er det vigtigt at være objektiv. Det forstår jeg. Det er et krav. Det skal jeg ikke være. Er man revolutionær, er det vigtigste i tilværelsen, at man har et standpunkt og arbejder ud fra det,« konstaterer han.
»Centret for revolutionen er Kurdistan. Det vigtigste sted i verden lige nu er Kurdistan. Hvis du kigger dig rundt i verden efter revolutioner, er der ikke nogen, der er så dynamiske som denne – og ingen giver mulighed for så megen praktisk erfaring. Jeg tror på, at denne bevægelse kan ændre verden.«
Rojava er et ludfattigt sted. Allerede fra den eneste åbne legale grænseovergang – to rustne pramme, der tøffes over Tigris-floden fra den irakiske side og bankes op på den modsatte syriske bankes grusbred – fornemmer man, at det er en undtagelsestilstand, der er gået hen og blevet permanent.
I den smalle stribe jord mellem to fjendtlige styrer lugter der af petroleum, som man bevæger sig ad stenede veje gennem et landskab af rustne olietårne i middagssolen, de fleste med hammeren hvilende mod jorden, nogle få arbejdende som metronomer, der taktfast svinger hammeren frem og tilbage for at tvinge olien op af jorden og gennem smalle, ridsede og bøjede metalrør ud i landsdelens blodårer, benzinmotorer, generatorer og stinkende knallertmotorer. En lugt, der går over i den mere organiske stank af møg, efterhånden som man bevæger sig ind i landet forbi spartanske bondegårde med ramponerede traktorer og landbrugsmaskiner, frodige grønsags- og bomuldsmarker, hvor mænd og kvinder i farvestrålende kurdisk tøj arbejder med bøjede rygge i den rødbrune jord for at høste.
Stedet er også centrum i et samfundseksperiment, som lige nu trækker aktivister og teoretikere fra hele den globale venstrefløj til en lille afkrog af det kollapsende syriske rige, både fysisk og mentalt, hvor fremstående intellektuelle som Antonio Negri, David Harvey og David Graeber støtter det politiske projekt. Et projekt dikteret af to radikale teoretikeres tanker om det postnationale samfund indrammet af verdens lige nu mest blodige borgerkrig med stadigt eksisterende og absolut ikke postnationale statsenheder på alle sider, som med alle forhåndenværende midler ønsker dettes samfundseksperiments ophør.
Den fængslede leder
Revolutionens ikoner er de shaheed – martyrer – der ses ved de mange militære checkpoints, der dukker op efter hver tredje eller fjerde kilometer. Gule eller grønne bannere med billeder af unge mænd og kvinder i uniform, faldet i kampen mod Islamisk Stat eller andre modstandere, næsten altid draperet rundt om Apo, Abdullah Öcalan, med det ikoniske overskæg, de dybtliggende øjne og buskede øjenbryn.
Den fængslede tyrkiske oprørsleder er udgangspunktet for alting i Rojava. Hans tanker går igennem hele det nyetablerede samfund. På fronten afbrydes patruljeringen hver dag, så soldaterne i et afsat tidsrum kan læse politiske tekster af ham og af hans store forbillede, den amerikanske anarkistiske teoretiker Murray Bookchin. I de tre kantoner, der udgør det kurdiske Syrien, er administrationen organiseret efter hans ideer om et konføderalt demokrati, uden en centralmagt, men i et system af decentrale komiteer og lokaladministrationer valgt nedefra for at undgå magtsystemers tendenser til at monopolisere magten og med et kapitalismekritisk og økologisk værdisæt som afsæt for udviklingen af et nyt samfund. En marxistisk dialektisk materialisme uden så meget materialisme, og hvor nationalstaten springes over som et forstyrrende mellemled i udviklingen mod det nye samfund.
»Nationalstaten er i sin oprindelige form beregnet på at monopolisere alle sociale processer,« skriver Öcalan i værket Demokratisk konføderalisme. »Ideen om statsborgerskab er skabt som resultat af en sådan jagt efter homogenitet. Modernitetens statsborgerskab definerer intet andet end overgangen fra privat slaveri til statsslaveri. Kapitalisme kan ikke skabe profit uden disse moderne slavehære«, skriver Öcalan, der derfor afskriver staten som koncept.
Fra højre: Matthew, 24, Peter, 42, og Jordan, 28, på hospitalet i Derek sammen med en kurdisk soldat, de deler stue med. De tre amerikanere har uafhængigt af hinanden tilsluttet sig den kurdiske revolution.
Asger Ladefoged
»Over de seneste årtier har kurderne ikke bare kæmpet mod undertrykkelse fra dominerende magter og for anerkendelse af deres eksistens, men også for at befri sig fra feudalismens jerngreb. Derfor giver det ikke mening at erstatte gamle fangekæder med nye eller endda forstærke undertrykkelsen. Dette er, hvad grundlæggelsen af en ny stat ville betyde i konteksten af den kapitalistiske modernitet. Uden modstand mod den kapitalistiske modernitet vil der ikke være rum for befrielsen af folkene,« fortsætter han.
Det er en belejlig model for et syrisk-kurdisk folk, hvis autonomis overlevelse er en linedans mellem det syriske regime, der kigger den anden vej, så længe dets status ikke formelt forkastes, og en række andre aktører, der ikke kan leve med en autonom kurdisk stat, f.eks. Tyrkiet – koblet med behovet for en militær styrke til at forsvare deres eget territorium. Svaret har været en oprørsbevægelse, PKK, med masser af kamperfaring at give af. Et lykkeligt ægteskab sat ind i en ideologisk ramme, der giver mening i det 21, århundrede, og som samtidig for mange demokratisk sindede, ikke bare kurdere men også vesterlændinge, er en af de eneste lysstråler af håb i en syrisk borgerkrig, hvor alle er blevet mere beskidte, jo længere tid, der er gået. Sådan burde det i hvert fald være.
I et gæstehus i administrationsbyen Amuda hænger nogle af disse vesterlændinge rundt i komfortable sofaer. På væggene hænger moderne kunst, små runde billeder med lakmaling af marker, industrielle tableauer, nogle med Öcalans intense blik, og også fotos af vesterlændinge, der har mistet livet i kampen for YPG. Et par gæster er journalister på vej videre ud i landet, de fleste er aktivister. Nogle er en mellemting.
»Det her er helt nyt. Ingen tror på marxismen længere, den har på alle måder vist sig at fejle i praksis, det her er en vision for vor tid,« fastslår en amerikansk forfatter med ild i øjnene. Han er netop ankommet til huset for at starte en rundrejse, der skal resultere i en beskrivelse af eksperimentet til et anarkistisk amerikansk magasin.
Et par hollændere fortæller over en middag tilberedt af villaens militære personale om udfordringerne i deres projekt med at opføre en slags solidaritetshus, som skal danne rammen om fremtidige kulturprojekter, og som har været i gang i nogle måneder.
»Nogle gange er de gravkøer, der skal bruges, bare væk. Sådan er det, når det ikke er en central myndighed, der prioriterer. Men folk er lydhøre, når man så siger, at man har brug for dem. På et eller andet tidspunkt dukker de op igen,« forklarer en af dem, en høj muskuløs fyr med kort mørkt hår og briller. »Det her er et helt unikt sted at være. Hvem ved, om det er her om to år? På en måde, på mange måder, er det som at være i en socialistisk kommune i 1930’ernes Spanien, med fjender på alle sider, men med et unikt projekt til at samle os.«
Det er en tankegang, han ikke står alene med. Den er også formuleret af en af hovedfigurerne i Occupy Wall Street-bevægelsen, David Graeber, hvis far selv kæmpede for republikken i Den Spanske Borgerkrig.
»Jeg troede aldrig i min levetid, at jeg ville se det samme ske igen. Selvfølgelig er ingen historisk begivenhed nogensinde sket to gange. Der er tusind forskelle imellem Spanien i 1936 og det, der sker i Rojava i dag. Men nogle af lighederne er så slående og så sørgelige, at jeg føler, det påhviler mig, som en, der voksede op i en familie, hvis politiske verdensbillede på mange måder var defineret af den spanske revolution, at sige: Vi kan ikke lade det ende på samme måde igen,« skrev antropologen og LSE-professoren i et opråb om at støtte op om Rojava og Öcalan, som ifølge Graeber »har skrevet frihedens sociologi«. Ordene blev skrevet sidste år, da Kobane var ved at falde. I dag er truslen mere abstrakt, men interessen aftager ikke af den grund.
Det er vanskeligt at fastslå antallet af udenlandske soldater og civile, der er i Rojava på kurdisk side. Brigaden Lions of Rojava, der samler en del af de udenlandske soldater fra lande uden for Mellemøsten, oplyser, at de har deltagere fra 12 forskellige lande, men vil af militære hensyn ikke opgive antallet af udenlandske soldater. Data-indsamleren Bellingcat opgjorde i august, at der ud fra tilgængelig medieinformation befandt sig 56 amerikanske frivillige i YPG.
Aktivisterne kigger forvirret op fra deres computere, da jeg lidt senere spørger, hvor man finder en taxa i nærheden, og hvilken adresse, man skal bruge, når man skal tilbage til huset.
»Det ved jeg ikke. Vi har aldrig været uden for huset på egen hånd. De sender en bil, som kører os rundt,« svarer en af dem.
Universelle værdier
Et par kilometer derfra ligger den lokale administration. Her tager ’statsministeren’ i Jazira-kantonen imod i en pause i et af de daglange møder, der ind imellem er resultatet af den nye måde at organisere sig på.
»Grundlaget for vores administration er et basisdemokrati, hvor alles ideer er velkomne. Vi startede processen med at holde møder i alle kvarterer og landsbyer og samle ideer og forslag ind til den nye administration, som vi så har bygget videre på. Komiteerne valgte så medlemmer til et parlament, som så valgte ministerier (hver af Rojavas tre kantoner har deres egne ledelser med ministre og statsministre i et dobbeltsystem, hvor der både er en mandlig og en kvindelig minister for hvert resortområde, red.). Ideen er ikke at kontrollere folk ovenfra, men at gøre folkets vej til de politiske beslutninger kortere,« forklarer Akram Hisso. Han er advokat og var oprindelig medlem af et andet parti, der ligger tættere på Nordiraks leder, Mahmoud Barzani, men han forlod det, da det nye politiske projekt blev skabt, baseret på Abdullah Öcalan og Murray Bookchins ideer.
Vi er stærkere end andre væbnede grupper, fordi vi har en stærk ideologisk base. Det har Islamisk Stat også, men der er et skisma mellem troen og det, de gør – og det skader dem, siger Heval Jiyan. Han har været så længe i Rojava, at hans kurdiske er ved at være bedre end både hans engelske og det tyske, han er vokset op med.
Tobias Havmand
»Da disse komiteer blev etableret, begyndte jeg at tro på projektet. På at disse værdier – basisdemokrati, økologi, kvinderettigheder – er universelle og har en værdi langt udover Rojava. For resten af Syrien, men også for resten af verden. Abdullah Öcalans tænkning er ikke længere kun for det kurdiske folk, og det samme med Bookchin. Alle, der kan tilslutte sig disse ideer, kan gennemføre dem,« siger han.
»For mig handler det først og fremmest om at finde praktiske svar på praktiske problemer, og det er en opgave, hvor vi møder meget modstand, ikke mindst fra Tyrkiet. Men det vigtigste er ikke modstanden, men at vi gør det rigtige for vores fremtid,« forklarer han.
»Vi omfavner kritik. Hvis folk er uenige, kan de blive en del af styret og ændre det indefra,« siger han.
Klap eller klap i
Den udlægning af det kurdiske eksperiment er langtfra alle er enige i. Mens samfundseksperimentet kan sætte flueben i bokse som kvinderettigheder, borgerinddragelse og økologi, forholder det sig lidt mere sløret, når det kommer til politisk pluralisme.
»De, som reelt styrer Rojava, er dem, der er kommet ned fra bjergene, ikke civile. Det er kun et parti på overfladen,« siger en eksileret kurder fra Kobane om den dobbelthovedede bevægelse, der hedder PYD for den politiske del og YPG/YPJ for den militære, og som spillede en marginal rolle i området, indtil den syriske borgerkrig vendte op og ned på det politiske landskab, og bevægelsen lynhurtigt overtog kontrollen med området – bistået af den ideologiske moderbevægelse PKK med dets hovedkvarter i Iraks Kandil-bjerge.
En anden indbygger, der stadig er i Kobane, men har sit partimedlemskab hos det konkurrerende parti KDP, fortæller om en hverdag, hvor den slags ikke er noget, man taler alt for højt om.
»Der er ikke plads til andre holdninger end PYD’s og YPG’s, og det er risikabelt at prøve at tale dem imod. Vi prøvede at deltage i forsvaret af Kobane og tilbød 4.000 mand til at kæmpe, men i sidste ende var vi nødt til at trække os for ikke at udløse en borgerkrig. De vil ikke have, at nogen andre blander sig i deres projekt,« fortæller den ældre herre i et krigsarret hus midt i byen.
Human Rights Watch har fundet eksempler fra det meste af Rojava. Tilbageholdelser af politikere fra andre partier på dubiøse anklager, trusler, forsvindinger, tæsk af fanger og lukning af partikontorer.
Heller ikke livet som journalist er altid nemt i en utopisk stat.
»Regeringen vil gerne kontrollere medierne, og det kan være risikabelt ikke at fortælle dens version. Vi er blevet truet med at få brækket vores ben af en minister og er blevet udelukket fra arrangementer. Tit har vi svært ved at få gæster til vores programmer, fordi folk ikke tør komme, hvis der er et kritisk tema,« fortæller en journalist fra et uafhængigt medie, der af samme årsag hverken vil have sit eget eller mediets navn frem.
»Næsten alle medier gør, som der bliver sagt og skriver kun positivt,« siger hun, mens hendes redaktør fnyser af statsminister Hissos ord om folkekomiteer og demokratisk deltagelse fra neden.
»Alle her ved, at du kun bevæger dig op i det system, hvis du er medlem af PYD eller har vist din troskab mod dem,« siger han og viser et youtube-klip. På klippet er billeder af døde og døende mennesker på et hospitalsgulv, en demonstrerende folkemængde og lyden af skudsalver. Angiveligt resultatet af en demonstration i Amuda forrige sommer, da en folkemængde af oppositionstilhængere demonstrerede for at få frigivet arresterede oppositionspolitikere. Demonstrationen endte med at YPG-styrkerne åbnede ild mod demonstranterne og dræbte otte (eller syv ifølge andre opgørelser), mens 50-60 blev såret.
Fejl følger med magten
Da mørket er faldet på, møder jeg nogle af oppositionspolitikerne i et baglokale i byen, ledsaget af redaktøren. Tre midaldrende mænd i et baglokale i en rolig del af byen. Frie, men frustrerede.
»Enten er man med PYD, eller også er man imod dem. Siden de kom til Rojava, har de indrettet samfundet, så det kun er dem, der er med dem, der får noget,« siger Ali Begari, en socialist, der ligesom de andre er en del af sammenslutningen af 15 partier kaldt ENKS – eller Kurdish National Council.
»PYD siger, at de gør alting demokratisk, men det er bare en floskel. De har lavet et parlament af deres egne medlemmer, ikke ved et valg. Et sted, der kan fungere som gummistempel for deres politiske projekt. Et skuespil, hvor de tvinger deres eget projekt igennem. Det er de filosofiske principper fra én bevægelse, ikke fra folket,« siger han.
»Vi har ikke nogen rettigheder i det system. Vi kan blive arresteret, når det passer dem. Hvis vi åbner munden for højt, bliver vi arresteret. Hvis vi åbner et partikontor, lukker de det,« siger en anden af oppositionspolitikerne, Rizan Ahmed, fra det kurdiskirakisk-påvirkede PDK–S.
»PYD, YPG, PKK. Det er den samme bevægelse, bare med forskellige navne. De tvinger et system ned over os, som er dikteret af PKK-ledelsen i Kandil-bjergene. Et system, som sætter os i konflikt med alle. Med kurderne i Irak, med Tyrkiet, med resten af oppositionen. Det er en tankegang, der er eksporteret hertil, og som de vil eksportere til resten af verden. Deres tankegang er: Muhammed er for muslimerne, Jesus er for de kristne. Abdullah Öcalan er en profet til hele verden. Vi vil bare have rettigheder, vi vil ikke ændre verden.«
Min kurdiske ledsager sukker, da vi sætter os ind i bilen og kører gennem en stille og natsort by.
»Jeg har ondt af dem,« konstaterer han. »De har ventet hele deres liv på at få chancen, og nu da den er her, er de sat uden for døren og har ikke en mulighed for at gøre sig gældende.«
»Men sandheden er også, at man laver fejl, når man arbejder, og at det er nemmere ikke at lave fejl, når man ikke har ansvar. PYD & YPG har holdt bomberne væk, de har sikret det her,« fortsætter han og slår ud mod omgivelserne.
»Alle er imod os: Islamisk Stat, Tyrkiet, styret i Nordirak. Det er svært at bedømme det, som man ville bedømme andre samfund. Måske er der ikke noget andet valg. Det her er en undtagelsestilstand,« funderer han.
Ændring fra grunden
Tilbage i frontlinjen uden for Raqqa fortæller tyske Jiyan om den hytte, de har konstrueret på toppen af siloen, og om sit tidligere liv i Tyskland. Et liv, han ikke lige nu kan forestille sig at vende tilbage til.
»Jeg føler, jeg har løsrevet mig fra en europæisk virkelighed,« konstaterer han. »Måske vender jeg tilbage, måske gør jeg ikke.«
Historierne om bevægelsens demokratiske problemer genkender han ikke. »I Tyskland siger de, at PKK eller YPG hjernevasker folk, men det er ikke rigtigt. De viser folk virkeligheden, viser, hvad der er galt,« siger han. »Grunden til, at vi er stærkere end andre væbnede grupper, er, at vi har en stærk ideologisk base at arbejde ud fra. Det har de andre ikke. Islamisk Stat er også ideologisk stærke, og det gavner dem, men der er et skisma mellem troen og det, de rent faktisk gør, og det skader dem – og det skader Islam,« siger han.
»Det handler om at ændre folks mentalitet og måde at tænke på. Det er den mest succesfulde måde at lave revolution på, man kan ikke gøre det med vold. Det er derfor, denne revolution er så svær at stoppe, fordi det er en revolution i folks måde at tænke på. Öcalans socialisme er en ny måde at tænke socialismen på. Magt korrumperer, derfor vil vi ændre systemet fra grunden,« siger han og tager de røgfarvede briller af og masserer næseryggen.
»Men man kan heller ikke gøre det med ord alene. Hvis man vil lave revolution i Mellemøsten, kan man ikke gøre det uden modstandskamp,« forklarer han.
»Du er nødt til at have militær styrke. Det er en verden af modsigelser. På den ene side vil vi gøre verden bedre, på den anden side er vi i krig, og krig er aldrig ren,« siger han og trækker på skuldrene til et spørgsmål om, hvorvidt der er plads til andre politiske holdninger i revolutionen.
»Vi er en militærstyrke. Ikke et parti. Men vi tror på selvkritik som basis for at bevæge sig fremad.«
source: https://www.information.dk/moti/2015/11/forandre-verden
I kurdiske Rojava flokkes vestlige aktivister for at deltage i realiseringen af et nyt idealsamfund. De sammenligner sig med forsvarerne af republikken under Den Spanske Borgerkrig. Men hvordan realiserer man en radikal utopi i et samfund truet fra alle sider, i konstant kampberedskab og med borgere, der har andre tanker? Og hvornår bliver et utopisk samfund til et totalitært?
Jeg ville ændre mig, jeg ville være et nyt menneske. Jeg så indflydelsen fra det kapitalistiske system. Jeg så min egen andel i undertrykkelsen, især af kvinder. Hvis man er en del af denne revolution, kan man se, hvordan markedsliberalismen fremmedgør folk. Hvordan det er umuligt at … agere ... som borger i samfundet? At det er umuligt være det menneske, man gerne vil være?«
Heval Jiyan leder efter ordene og rykker uroligt i plasticstolen i jagten efter det mest præcise ord på et næsten glemt sprog. Klør sig i det tynde, nærmest pubertære overskæg under kraftige briller, med lange smalle fingre, som trods rifter og hård hud snarere ser ud til have danset hen over en Macbooks tastatur end holde om den slidte AK 47, der er stillet op ad muren.
Han har været soldat i YPG – en forkortelse af Folkets Beskyttelsesenheder – i tre år, og hans kurmanji – nordkurdiske – virker mere flydende end hans engelske og til dels hans tyske modersmål. Han ankommer til frokosten under den tårnhøje silo midt i det afbrændte ingenmandsland mellem Islamisk Stat og det autonome kurdiske områder – med udsigt mod Raqqa og Islamisk Stats positioner få kilometer væk – lidt senere end sine mellemøstlige våbenbrødre og skiller sig ud fra dem. Ikke bare med sin hvide vestlige hud, men også ved sin alvor. Han spørger, ikke uvenligt men nysgerrigt, hvad vi laver her, nikker konstaterende, da vi fortæller at vi er journalister, ikke aktivister.
»For jer er det vigtigt at være objektiv. Det forstår jeg. Det er et krav. Det skal jeg ikke være. Er man revolutionær, er det vigtigste i tilværelsen, at man har et standpunkt og arbejder ud fra det,« konstaterer han.
»Centret for revolutionen er Kurdistan. Det vigtigste sted i verden lige nu er Kurdistan. Hvis du kigger dig rundt i verden efter revolutioner, er der ikke nogen, der er så dynamiske som denne – og ingen giver mulighed for så megen praktisk erfaring. Jeg tror på, at denne bevægelse kan ændre verden.«
Rojava er et ludfattigt sted. Allerede fra den eneste åbne legale grænseovergang – to rustne pramme, der tøffes over Tigris-floden fra den irakiske side og bankes op på den modsatte syriske bankes grusbred – fornemmer man, at det er en undtagelsestilstand, der er gået hen og blevet permanent.
I den smalle stribe jord mellem to fjendtlige styrer lugter der af petroleum, som man bevæger sig ad stenede veje gennem et landskab af rustne olietårne i middagssolen, de fleste med hammeren hvilende mod jorden, nogle få arbejdende som metronomer, der taktfast svinger hammeren frem og tilbage for at tvinge olien op af jorden og gennem smalle, ridsede og bøjede metalrør ud i landsdelens blodårer, benzinmotorer, generatorer og stinkende knallertmotorer. En lugt, der går over i den mere organiske stank af møg, efterhånden som man bevæger sig ind i landet forbi spartanske bondegårde med ramponerede traktorer og landbrugsmaskiner, frodige grønsags- og bomuldsmarker, hvor mænd og kvinder i farvestrålende kurdisk tøj arbejder med bøjede rygge i den rødbrune jord for at høste.
Stedet er også centrum i et samfundseksperiment, som lige nu trækker aktivister og teoretikere fra hele den globale venstrefløj til en lille afkrog af det kollapsende syriske rige, både fysisk og mentalt, hvor fremstående intellektuelle som Antonio Negri, David Harvey og David Graeber støtter det politiske projekt. Et projekt dikteret af to radikale teoretikeres tanker om det postnationale samfund indrammet af verdens lige nu mest blodige borgerkrig med stadigt eksisterende og absolut ikke postnationale statsenheder på alle sider, som med alle forhåndenværende midler ønsker dettes samfundseksperiments ophør.
Den fængslede leder
Revolutionens ikoner er de shaheed – martyrer – der ses ved de mange militære checkpoints, der dukker op efter hver tredje eller fjerde kilometer. Gule eller grønne bannere med billeder af unge mænd og kvinder i uniform, faldet i kampen mod Islamisk Stat eller andre modstandere, næsten altid draperet rundt om Apo, Abdullah Öcalan, med det ikoniske overskæg, de dybtliggende øjne og buskede øjenbryn.
Den fængslede tyrkiske oprørsleder er udgangspunktet for alting i Rojava. Hans tanker går igennem hele det nyetablerede samfund. På fronten afbrydes patruljeringen hver dag, så soldaterne i et afsat tidsrum kan læse politiske tekster af ham og af hans store forbillede, den amerikanske anarkistiske teoretiker Murray Bookchin. I de tre kantoner, der udgør det kurdiske Syrien, er administrationen organiseret efter hans ideer om et konføderalt demokrati, uden en centralmagt, men i et system af decentrale komiteer og lokaladministrationer valgt nedefra for at undgå magtsystemers tendenser til at monopolisere magten og med et kapitalismekritisk og økologisk værdisæt som afsæt for udviklingen af et nyt samfund. En marxistisk dialektisk materialisme uden så meget materialisme, og hvor nationalstaten springes over som et forstyrrende mellemled i udviklingen mod det nye samfund.
»Nationalstaten er i sin oprindelige form beregnet på at monopolisere alle sociale processer,« skriver Öcalan i værket Demokratisk konføderalisme. »Ideen om statsborgerskab er skabt som resultat af en sådan jagt efter homogenitet. Modernitetens statsborgerskab definerer intet andet end overgangen fra privat slaveri til statsslaveri. Kapitalisme kan ikke skabe profit uden disse moderne slavehære«, skriver Öcalan, der derfor afskriver staten som koncept.
Fra højre: Matthew, 24, Peter, 42, og Jordan, 28, på hospitalet i Derek sammen med en kurdisk soldat, de deler stue med. De tre amerikanere har uafhængigt af hinanden tilsluttet sig den kurdiske revolution.
Asger Ladefoged
»Over de seneste årtier har kurderne ikke bare kæmpet mod undertrykkelse fra dominerende magter og for anerkendelse af deres eksistens, men også for at befri sig fra feudalismens jerngreb. Derfor giver det ikke mening at erstatte gamle fangekæder med nye eller endda forstærke undertrykkelsen. Dette er, hvad grundlæggelsen af en ny stat ville betyde i konteksten af den kapitalistiske modernitet. Uden modstand mod den kapitalistiske modernitet vil der ikke være rum for befrielsen af folkene,« fortsætter han.
Det er en belejlig model for et syrisk-kurdisk folk, hvis autonomis overlevelse er en linedans mellem det syriske regime, der kigger den anden vej, så længe dets status ikke formelt forkastes, og en række andre aktører, der ikke kan leve med en autonom kurdisk stat, f.eks. Tyrkiet – koblet med behovet for en militær styrke til at forsvare deres eget territorium. Svaret har været en oprørsbevægelse, PKK, med masser af kamperfaring at give af. Et lykkeligt ægteskab sat ind i en ideologisk ramme, der giver mening i det 21, århundrede, og som samtidig for mange demokratisk sindede, ikke bare kurdere men også vesterlændinge, er en af de eneste lysstråler af håb i en syrisk borgerkrig, hvor alle er blevet mere beskidte, jo længere tid, der er gået. Sådan burde det i hvert fald være.
I et gæstehus i administrationsbyen Amuda hænger nogle af disse vesterlændinge rundt i komfortable sofaer. På væggene hænger moderne kunst, små runde billeder med lakmaling af marker, industrielle tableauer, nogle med Öcalans intense blik, og også fotos af vesterlændinge, der har mistet livet i kampen for YPG. Et par gæster er journalister på vej videre ud i landet, de fleste er aktivister. Nogle er en mellemting.
»Det her er helt nyt. Ingen tror på marxismen længere, den har på alle måder vist sig at fejle i praksis, det her er en vision for vor tid,« fastslår en amerikansk forfatter med ild i øjnene. Han er netop ankommet til huset for at starte en rundrejse, der skal resultere i en beskrivelse af eksperimentet til et anarkistisk amerikansk magasin.
Et par hollændere fortæller over en middag tilberedt af villaens militære personale om udfordringerne i deres projekt med at opføre en slags solidaritetshus, som skal danne rammen om fremtidige kulturprojekter, og som har været i gang i nogle måneder.
»Nogle gange er de gravkøer, der skal bruges, bare væk. Sådan er det, når det ikke er en central myndighed, der prioriterer. Men folk er lydhøre, når man så siger, at man har brug for dem. På et eller andet tidspunkt dukker de op igen,« forklarer en af dem, en høj muskuløs fyr med kort mørkt hår og briller. »Det her er et helt unikt sted at være. Hvem ved, om det er her om to år? På en måde, på mange måder, er det som at være i en socialistisk kommune i 1930’ernes Spanien, med fjender på alle sider, men med et unikt projekt til at samle os.«
Det er en tankegang, han ikke står alene med. Den er også formuleret af en af hovedfigurerne i Occupy Wall Street-bevægelsen, David Graeber, hvis far selv kæmpede for republikken i Den Spanske Borgerkrig.
»Jeg troede aldrig i min levetid, at jeg ville se det samme ske igen. Selvfølgelig er ingen historisk begivenhed nogensinde sket to gange. Der er tusind forskelle imellem Spanien i 1936 og det, der sker i Rojava i dag. Men nogle af lighederne er så slående og så sørgelige, at jeg føler, det påhviler mig, som en, der voksede op i en familie, hvis politiske verdensbillede på mange måder var defineret af den spanske revolution, at sige: Vi kan ikke lade det ende på samme måde igen,« skrev antropologen og LSE-professoren i et opråb om at støtte op om Rojava og Öcalan, som ifølge Graeber »har skrevet frihedens sociologi«. Ordene blev skrevet sidste år, da Kobane var ved at falde. I dag er truslen mere abstrakt, men interessen aftager ikke af den grund.
Det er vanskeligt at fastslå antallet af udenlandske soldater og civile, der er i Rojava på kurdisk side. Brigaden Lions of Rojava, der samler en del af de udenlandske soldater fra lande uden for Mellemøsten, oplyser, at de har deltagere fra 12 forskellige lande, men vil af militære hensyn ikke opgive antallet af udenlandske soldater. Data-indsamleren Bellingcat opgjorde i august, at der ud fra tilgængelig medieinformation befandt sig 56 amerikanske frivillige i YPG.
Aktivisterne kigger forvirret op fra deres computere, da jeg lidt senere spørger, hvor man finder en taxa i nærheden, og hvilken adresse, man skal bruge, når man skal tilbage til huset.
»Det ved jeg ikke. Vi har aldrig været uden for huset på egen hånd. De sender en bil, som kører os rundt,« svarer en af dem.
Universelle værdier
Et par kilometer derfra ligger den lokale administration. Her tager ’statsministeren’ i Jazira-kantonen imod i en pause i et af de daglange møder, der ind imellem er resultatet af den nye måde at organisere sig på.
»Grundlaget for vores administration er et basisdemokrati, hvor alles ideer er velkomne. Vi startede processen med at holde møder i alle kvarterer og landsbyer og samle ideer og forslag ind til den nye administration, som vi så har bygget videre på. Komiteerne valgte så medlemmer til et parlament, som så valgte ministerier (hver af Rojavas tre kantoner har deres egne ledelser med ministre og statsministre i et dobbeltsystem, hvor der både er en mandlig og en kvindelig minister for hvert resortområde, red.). Ideen er ikke at kontrollere folk ovenfra, men at gøre folkets vej til de politiske beslutninger kortere,« forklarer Akram Hisso. Han er advokat og var oprindelig medlem af et andet parti, der ligger tættere på Nordiraks leder, Mahmoud Barzani, men han forlod det, da det nye politiske projekt blev skabt, baseret på Abdullah Öcalan og Murray Bookchins ideer.
Vi er stærkere end andre væbnede grupper, fordi vi har en stærk ideologisk base. Det har Islamisk Stat også, men der er et skisma mellem troen og det, de gør – og det skader dem, siger Heval Jiyan. Han har været så længe i Rojava, at hans kurdiske er ved at være bedre end både hans engelske og det tyske, han er vokset op med.
Tobias Havmand
»Da disse komiteer blev etableret, begyndte jeg at tro på projektet. På at disse værdier – basisdemokrati, økologi, kvinderettigheder – er universelle og har en værdi langt udover Rojava. For resten af Syrien, men også for resten af verden. Abdullah Öcalans tænkning er ikke længere kun for det kurdiske folk, og det samme med Bookchin. Alle, der kan tilslutte sig disse ideer, kan gennemføre dem,« siger han.
»For mig handler det først og fremmest om at finde praktiske svar på praktiske problemer, og det er en opgave, hvor vi møder meget modstand, ikke mindst fra Tyrkiet. Men det vigtigste er ikke modstanden, men at vi gør det rigtige for vores fremtid,« forklarer han.
»Vi omfavner kritik. Hvis folk er uenige, kan de blive en del af styret og ændre det indefra,« siger han.
Klap eller klap i
Den udlægning af det kurdiske eksperiment er langtfra alle er enige i. Mens samfundseksperimentet kan sætte flueben i bokse som kvinderettigheder, borgerinddragelse og økologi, forholder det sig lidt mere sløret, når det kommer til politisk pluralisme.
»De, som reelt styrer Rojava, er dem, der er kommet ned fra bjergene, ikke civile. Det er kun et parti på overfladen,« siger en eksileret kurder fra Kobane om den dobbelthovedede bevægelse, der hedder PYD for den politiske del og YPG/YPJ for den militære, og som spillede en marginal rolle i området, indtil den syriske borgerkrig vendte op og ned på det politiske landskab, og bevægelsen lynhurtigt overtog kontrollen med området – bistået af den ideologiske moderbevægelse PKK med dets hovedkvarter i Iraks Kandil-bjerge.
En anden indbygger, der stadig er i Kobane, men har sit partimedlemskab hos det konkurrerende parti KDP, fortæller om en hverdag, hvor den slags ikke er noget, man taler alt for højt om.
»Der er ikke plads til andre holdninger end PYD’s og YPG’s, og det er risikabelt at prøve at tale dem imod. Vi prøvede at deltage i forsvaret af Kobane og tilbød 4.000 mand til at kæmpe, men i sidste ende var vi nødt til at trække os for ikke at udløse en borgerkrig. De vil ikke have, at nogen andre blander sig i deres projekt,« fortæller den ældre herre i et krigsarret hus midt i byen.
Human Rights Watch har fundet eksempler fra det meste af Rojava. Tilbageholdelser af politikere fra andre partier på dubiøse anklager, trusler, forsvindinger, tæsk af fanger og lukning af partikontorer.
Heller ikke livet som journalist er altid nemt i en utopisk stat.
»Regeringen vil gerne kontrollere medierne, og det kan være risikabelt ikke at fortælle dens version. Vi er blevet truet med at få brækket vores ben af en minister og er blevet udelukket fra arrangementer. Tit har vi svært ved at få gæster til vores programmer, fordi folk ikke tør komme, hvis der er et kritisk tema,« fortæller en journalist fra et uafhængigt medie, der af samme årsag hverken vil have sit eget eller mediets navn frem.
»Næsten alle medier gør, som der bliver sagt og skriver kun positivt,« siger hun, mens hendes redaktør fnyser af statsminister Hissos ord om folkekomiteer og demokratisk deltagelse fra neden.
»Alle her ved, at du kun bevæger dig op i det system, hvis du er medlem af PYD eller har vist din troskab mod dem,« siger han og viser et youtube-klip. På klippet er billeder af døde og døende mennesker på et hospitalsgulv, en demonstrerende folkemængde og lyden af skudsalver. Angiveligt resultatet af en demonstration i Amuda forrige sommer, da en folkemængde af oppositionstilhængere demonstrerede for at få frigivet arresterede oppositionspolitikere. Demonstrationen endte med at YPG-styrkerne åbnede ild mod demonstranterne og dræbte otte (eller syv ifølge andre opgørelser), mens 50-60 blev såret.
Fejl følger med magten
Da mørket er faldet på, møder jeg nogle af oppositionspolitikerne i et baglokale i byen, ledsaget af redaktøren. Tre midaldrende mænd i et baglokale i en rolig del af byen. Frie, men frustrerede.
»Enten er man med PYD, eller også er man imod dem. Siden de kom til Rojava, har de indrettet samfundet, så det kun er dem, der er med dem, der får noget,« siger Ali Begari, en socialist, der ligesom de andre er en del af sammenslutningen af 15 partier kaldt ENKS – eller Kurdish National Council.
»PYD siger, at de gør alting demokratisk, men det er bare en floskel. De har lavet et parlament af deres egne medlemmer, ikke ved et valg. Et sted, der kan fungere som gummistempel for deres politiske projekt. Et skuespil, hvor de tvinger deres eget projekt igennem. Det er de filosofiske principper fra én bevægelse, ikke fra folket,« siger han.
»Vi har ikke nogen rettigheder i det system. Vi kan blive arresteret, når det passer dem. Hvis vi åbner munden for højt, bliver vi arresteret. Hvis vi åbner et partikontor, lukker de det,« siger en anden af oppositionspolitikerne, Rizan Ahmed, fra det kurdiskirakisk-påvirkede PDK–S.
»PYD, YPG, PKK. Det er den samme bevægelse, bare med forskellige navne. De tvinger et system ned over os, som er dikteret af PKK-ledelsen i Kandil-bjergene. Et system, som sætter os i konflikt med alle. Med kurderne i Irak, med Tyrkiet, med resten af oppositionen. Det er en tankegang, der er eksporteret hertil, og som de vil eksportere til resten af verden. Deres tankegang er: Muhammed er for muslimerne, Jesus er for de kristne. Abdullah Öcalan er en profet til hele verden. Vi vil bare have rettigheder, vi vil ikke ændre verden.«
Min kurdiske ledsager sukker, da vi sætter os ind i bilen og kører gennem en stille og natsort by.
»Jeg har ondt af dem,« konstaterer han. »De har ventet hele deres liv på at få chancen, og nu da den er her, er de sat uden for døren og har ikke en mulighed for at gøre sig gældende.«
»Men sandheden er også, at man laver fejl, når man arbejder, og at det er nemmere ikke at lave fejl, når man ikke har ansvar. PYD & YPG har holdt bomberne væk, de har sikret det her,« fortsætter han og slår ud mod omgivelserne.
»Alle er imod os: Islamisk Stat, Tyrkiet, styret i Nordirak. Det er svært at bedømme det, som man ville bedømme andre samfund. Måske er der ikke noget andet valg. Det her er en undtagelsestilstand,« funderer han.
Ændring fra grunden
Tilbage i frontlinjen uden for Raqqa fortæller tyske Jiyan om den hytte, de har konstrueret på toppen af siloen, og om sit tidligere liv i Tyskland. Et liv, han ikke lige nu kan forestille sig at vende tilbage til.
»Jeg føler, jeg har løsrevet mig fra en europæisk virkelighed,« konstaterer han. »Måske vender jeg tilbage, måske gør jeg ikke.«
Historierne om bevægelsens demokratiske problemer genkender han ikke. »I Tyskland siger de, at PKK eller YPG hjernevasker folk, men det er ikke rigtigt. De viser folk virkeligheden, viser, hvad der er galt,« siger han. »Grunden til, at vi er stærkere end andre væbnede grupper, er, at vi har en stærk ideologisk base at arbejde ud fra. Det har de andre ikke. Islamisk Stat er også ideologisk stærke, og det gavner dem, men der er et skisma mellem troen og det, de rent faktisk gør, og det skader dem – og det skader Islam,« siger han.
»Det handler om at ændre folks mentalitet og måde at tænke på. Det er den mest succesfulde måde at lave revolution på, man kan ikke gøre det med vold. Det er derfor, denne revolution er så svær at stoppe, fordi det er en revolution i folks måde at tænke på. Öcalans socialisme er en ny måde at tænke socialismen på. Magt korrumperer, derfor vil vi ændre systemet fra grunden,« siger han og tager de røgfarvede briller af og masserer næseryggen.
»Men man kan heller ikke gøre det med ord alene. Hvis man vil lave revolution i Mellemøsten, kan man ikke gøre det uden modstandskamp,« forklarer han.
»Du er nødt til at have militær styrke. Det er en verden af modsigelser. På den ene side vil vi gøre verden bedre, på den anden side er vi i krig, og krig er aldrig ren,« siger han og trækker på skuldrene til et spørgsmål om, hvorvidt der er plads til andre politiske holdninger i revolutionen.
»Vi er en militærstyrke. Ikke et parti. Men vi tror på selvkritik som basis for at bevæge sig fremad.«
source: https://www.information.dk/moti/2015/11/forandre-verden
